Projektet inkluderer ikke længere deltagere

Vi undersøger værdien af træningsfællesskaber i behandlingen af psykisk sygdom, og vi vil gerne have dig med på holdet

Mellem os - så har vi brug for dig

Vega er et forskningsprojekt for unge voksne i anti-psykotisk behandling, der skal undersøge om et træningsfællesskab kan forbedre mentalt og fysisk helbred. Det handler ikke om at blive den stærkeste på holdet, men det handler om, at vi skal være fælles om et mål. Målet for os er, at du vil føle at træningen giver dig noget ekstra, men samtidig at vi bliver klogere på dig, så vi i sidste ende kan forbedre psykiatrien og gøre din behandling bedre.

Vi kan hjælpe hinanden

Helt ærligt, så ved vi godt at det kan være hårdt at komme til træning. Bare det at komme ud ad døren er måske det sværeste. Men bare det, at du møder op til træningen, er en succes, uanset hvor aktiv du er i træningen. Heldigvis kan du også tage din ven eller måske din søster/bror med. Så kan I følges ad og gøre det sammen, og de kan samtidigt få bevæget sig lidt – det har de sikkert godt af.

Træningen tilpasses dig

Vi ved hvor meget energi det kan kræve at skulle ud af døren og afsted til træning. Men vi sørger for, at du føler dig mødt og kan være tryg – uanset hvordan du har det. Træningen tilpasses nemlig din motivation og dit energiniveau på dagen og kan gennemføres individuelt, i par eller som hold.

Vi er med hele
vejen

Vega er et forskningsprojekt, der undersøger værdien af et træningsfællesskab for unge i anti-psykotisk behandling. Vi træner med hjernen og med kroppen - for at se hvad fælleskabet og fysisk aktivitet kan gøre.

Mellem jer, så er det bare et træningshold.

Mellem os, så er det en mulighed for at blive klogere på dig.

Hvad er Vega?

Et forskningsprojekt, der undersøger værdien af et træningsfællesskab for unge i anti-psykotisk behandling.

Tilbud om træningsfællesskab 3 x om ugen i 4 måneder i træningscenter på hold med andre unge i anti-psykotisk behandling.

Man er altid velkommen til at tage en ven eller pårørende med til træning.

Der bliver trukket lod om deltagelse til to grupper; én træningsgruppe og én kontrolgruppe. Dobbelt så mange kommer i træningsgruppen, og dem som kommer i kontrolgruppen, får tilbudt samme træning og forløb 12 måneder senere.

Finder sted i København, på Vestegnen, Aalborg og Aarhus.

Hvem er Vega for?

Vega er for unge voksne i alderen 18-35 år.

Personer i behandling med anti-psykotisk medicin mindst 1

måned (uanset dosis) for fx skizofrenilidelser, bipolar sygdom

og depression.

Du kan være med uanset om du træner i forvejen eller er helt

nybegynder - det er for alle niveauer.

VEGA TRÆNING

Tilbud om træning

3X

om ugen i 4 måneder

OPVARMNING

Opvarmningen vil bestå af fysisk krævende lege/spil.

TRÆNING

Træningen vil være funktionel og af varierende moderat og høj intensitet, hvor der lægges lige vægt på styrke og kondition.

Der fokuseres på individuelle målsætninger og begrænsninger.

NEDKØLING

Afsluttende øvelser inspireret af eksempelvis udstrækning, yoga, tai-chi m.m.

TESTDAGE

Til testdage vil man svare på spørgeskemaer og få målt højde, vægt, kropssammensætning, blodtryk og hvilepuls m.m.

Hvem laver forskningen?

Projekt Vega er udviklet af Region Hovedstadens Psykiatri i samarbejde med Psykiatrien Region Midt og Psykiatrien Region Nord. Forskningsprojektet er støttet af TrygFonden, Helsefonden og Toyotafonden.

Professor og psykolog Julie Midtgaard
Postdoc og fysioterapeut Bolette Skjødt Rafn
Ph.d.-studerende og fysioterapeutMartin Færch Andersen
Ph.d.-studerende og humanfysiologVictor Sørensen

Er du pårørende til én, som du vil have med på holdet?

Kender du en som er i anti-psykotisk behandling, og har du lyst til at hjælpe? Du er det vigtigste og stærkeste våben til at støtte dem i projektet og hjælpe din nærmeste med at komme til træningen og være aktiv i forsøget. Vi vil gerne have jer begge med på holdet!